Svindende lagre af olie og gas i den danske del af Nordsøen vil gøre hullet i statskassen endnu større og svække sikkerheden i Danmarks energiforsyning. Det skriver Politiken.
Allerede om to år vil vi importere mere kul, olie, gas og grøn energi, end vi eksporterer, viser ny prognose fra Energistyrelsen.
Det er tre år tidligere end hidtil beregnet.
»Det er stærkt bekymrende, og det betyder, at vi er nødt til at handle hurtigt, hvis vi ikke skal havne i noget, der ligner situationen i 1970'erne«, siger klima- og energiminister Lykke Friis (V).
Energistyrelsens beregninger viser, at olieproduktionen forventes af dykke med 40 pct. fra 2008 til 2013. Sammen med en faldende gasindvinding betyder det 10-15 mia. kroner mindre i statskassen i 2013 i forhold til 2009. Og regnskabet bliver endnu værre frem mod, at nordsøolien og -gassen slipper helt op. Det sker ifølge prognoserne i 2018-19.
Finansministeren vil i den kommende uge komme med bud på, hvordan økonomien skal reddes, og klimaministeren vil i slutningen af ugen fremlægge første etape i køreplanen for at gøre Danmark uafhængig af olie, kul og gas.