Dansk Fjernvarme

Miljøminister vil droppe naturgas

5. januar 2010 | 2010

Miljøminister vil droppe naturgas

Miljøminister Troels Lund Poulsen gør nu klar til et farvel til brugen af naturgas i de decentrale kraftvarmeværker. Fremover skal der satses på biomasse. Det skriver Berlingske Tidende.


I dag er de decentrale kraftvarmeværker forpligtede til at aftage naturgas, der er afgiftsbelagt.
Naturgassen må værkerne ikke udskifte med eksempelvis træflis fra skovproduktion eller energiafgrøder fra landbruget. Den regel mener Troels Lund Poulsen dog er blevet overhalet indenom, og han er klar til at ophæve værkernes aftagerpligt for naturgas:


»For det første ved vi, at det kun er et spørgsmål om tid, inden vi løber tør for naturgas i den danske del af Nordsøen. For det andet er der et stort ønske om, at vi fra samfundets side satser på så mange grønne energikilder som muligt. Her er det oplagt at give bedre forhold for biomasse.
Det kan både gøre den lokale kraftvarmeproduktion mere klimavenlig, og det kan forbedre økonomien på værkerne og hos de skovejere eller landmænd, der leverer biomassen,« siger Troels Lund Poulsen.


»Det er klart, at hvis man løser de decentrale kraftvarmeværker fra deres aftagerpligt, så vil det gøre systemet mere fleksibelt, og man vil kunne udbrede brugen af biomasse.
Der er omkring 100 helt små decentrale kraftvarmeværker i Danmark, som jeg vurderer, vil have gavn af et sådan tiltag,« siger Jørgen G. Jørgensen, direktør i Dansk Fjernvarme.