Dansk Fjernvarme

Mere fleksibel fjernvarme i Trekantområdet

15. september 2010 | 2010

Mere fleksibel fjernvarme i Trekantområdet

I dag indvies en meget væsentligt transmissionsledning i Kolding. Ledningen forbinder Trekantområdets Affaldsselskab I/S (TAS) på Bronzevej til Trekantområdets Varmetransmissionsselskab I/S (TVIS) ved Central Skovparken.


Overskudsvarmen fra forbrænding af affald i Kolding kan hermed udnyttes optimalt. Med den nye forbindelse kan affaldsvarmen fra TAS nemlig nu udnyttes i hele TVIS nettet, som foruden Kolding omfatter fjernvarmeanlæg i Vejle, Fredericia og Middelfart kommuner.


Det hidtidige ledningsnet fra TAS har forhindret en optimal udnyttelse af affaldsvarmen, idet det ikke altid har været muligt at afsætte den varme, som kunne produceres. Derfor har det været nødvendigt at reducere produktionen om sommeren og lægge affald på mellemlager, mens det i andre tilfælde ikke har kunnet undgås at bortkøle noget af den producerede varme. Den nye forbindelse indgår i selskabernes strategiplaner om at producere og levere CO2 neutral varme til Trekantområdets borgere


Transmissionsledningen er 3,2 km lang og etableret af TAS og TVIS i fællesskab. Ledningsanlægget omfatter også nye tilslutningsanlæg på affaldsanlægget og på Central Skovparken. TAS og TVIS har sammen investeret 57,6 mio. kr. i de nye anlæg, der er etableret fra september 2009 til juni 2010.


Med den nuværende produktionsenhed på TAS kan ledningen overføre 28 MW varme til TVIS sy‐stemet, men transmissionsledningen har en kapacitet på ca. 63 MW og er dermed forberedt på fremtidens behov for en forøgelse af produktionen af affaldsvarme.