Dansk Fjernvarme

Lykke Friis: Danmark skal gå forrest i en ny energipolitisk tidsalder

24. september 2010 | 2010

Lykke Friis: Danmark skal gå forrest i en ny energipolitisk tidsalder

Verden har fokus på klima og energi, fordi udledning af CO2 og forsyningssikkerhed er topemnerne på den internationale dagsorden. I Danmark forstærkes situationens alvor blot af, at vi pga. vores svindende energireserver i Nordsøen er meget tæt på at blive nettoimportører af fossile brændsler. Det skriver klima- og energiminister Lykke Friis om i en kronik i Information.


Vi må derfor slå ind på en ny energipolitisk kurs: Vi skal blive uafhængige af fossile brændsler! I 2008 nedsatte VK-regeringen en Klimakommission med netop denne opgave for øje, og på tirsdag kommer resultatet af Kommissionens arbejde. Jeg forventer, vi får et solidt analytisk grundlag til at træffe de politiske beslutninger, der skal træffes: Hvornår Danmark skal være uafhængige af fossile brændsler og - endnu vigtigere - hvordan gør vi det?


Grøn el er fremtiden, fordi energiformen er velegnet til at erstatte de fossile brænd -sler i vores energisystemer.


Vi skal hive benzinen ud af bilerne, gassen ud af husene, kullene ud af varmeværkerne, og erstatte det hele - eller det meste - med ren el. Som det første land i verden, skal vi være i stand til at proppe en voldsom mængde ren el ind det eksisterende energisystem.

Fjernvarmen skal også være grøn. Mere varme skal komme fra geotermi, sol, og bioenergi, og så skal fjernvarme -og elsystemet fungere i et effektivt samspil f. eks. via varmepumper i varmeforsyningen.


Den rene el skal i stor stil produceres af vindmøller og biomasse. De seneste år har Danmark udbygget vindmøllekapaciteten i et hidtil uset omfang, men vi skal endnu videre ad den vej. Og det skal især ske til havs, hvor potentialet er betydeligt.

Men vi kan naturligvis ikke nøjes med at have strøm i kontakten, når vinden blæser.


Derfor skal vi kunne gemme el, når der er for meget af den og bruge mindre af den, når der er for lidt. Det betyder bl. a., at vi skal være tæt forbundne med landene omkring os, så vi kan bruge strøm fra norsk vandkraft, når der er vindstille i Danmark, eller at vi kan sende overskydende vindkraft til Norge, når det blæser meget herhjemme.


Vi skal også bruge energien på en mere intelligent måde, så vi både sparer penge og energi. En del af fremtiden er de såkaldte intelligente elmålere.


Målerne er endnu ikke så kloge, som de lyder, men i en ikke så fjern fremtid vil de kunne kobles på anden automatik i hjemmet og dermed hjælpe husstanden med at bruge energien, når den er billigst. Det skal medvirke til, at fremtidens energisystem, baseret på vedvarende energi, kan levere lige så stabil energi, som kulfyrede kraftværker gør i dag.


Omstillingen til fossil uafhængighed skal naturligvis ikke ske på bekostning af dansk erhvervslivs konkurrenceevne.

Vi skal værne om, hvad der allerede er blevet et dansk varemærke - at vi både kan skabe vækst og beskæftigelse og samtidig reducere vores energiforbrug! Faktum er da også, at grønne teknologier allerede i dag udgør ca. 12. procent af vor vareeksport. Og store dele af arbejdspladserne inden for grønne teknologier er placeret i Danmarks yderområder.



Klimakommissionens rapport offentliggøres på tirsdag den 28. september.