Hvis der er noget, der har fyldt debatten på klima- og energiområdet den sidste tid, er det diskussionen om, hvordan Danmark kan blive fri af fossile brændsler. Og det bliver også et tema, der kommer til at fylde godt i klima- og energiminister Lykke Friis' kalender i dette efterår, skriver Altinget.dk.
"Ambitionen er, at regeringen inden COP16 i Mexico i november er i stand til at fremlægge en plan for, hvordan og hvornår Danmark bliver fri af fossile brændsler. Det er en kolossal stor udfordring, da det aldrig er prøvet tidligere, så vi træder lidt på jomfruelig jord," siger Lykke Friis.
Regeringen fremlægger en ny handlingsplan umiddelbart efter Klimakommissionens udspil 28. september.
Ifølge Lykke Friis kommer efteråret også på klima- og energiområdet til at stå i vækstens tegn.
"Regeringens overordnede dagsorden for efteråret bliver vækst. Der skal fokus på, hvordan energiområdet kan bidrage til vækst, og hvordan landbruget kan blive en grøn energileverandør," siger ministeren.