Dansk Fjernvarme

Lavenergihuse koster fjernvarmeselskab i Hillerød dyrt

3. november 2010 | 2010

Lavenergihuse koster fjernvarmeselskab i Hillerød dyrt

Få hundrede meter fra en nyopført solfangermark, der er koblet på fjernvarmenettet i Hillerød ligger 86 lavenergiklasse 1-boliger. Oprindeligt var det planen, at det 3.000 m2 store solfangeranlæg skulle levere varme til husene, men bygherren valgte at springe fra fjernvarmen og i stedet installere varmepumper. Det skriver Ingeniøren.

»Det er helt galt at opføre en selvforsynende blok med varmepumper i Ullerødbyen. Varmepumper er jo bare en anden form for elopvarmning, så miljømæssigt er det fuldstændigt vanvittigt at sætte varmepumper op i det område,« siger Kaj Jensen, der er leder af varmeforsyningen i Hillerød Fjernvarme.

Området i Hillerød er et af de første eksempler på de uheldige og dyre konsekvenser, der kan komme, når kommunerne fra 1. januar ikke længere kan pålægge husbyggere tilslutningspligt til fjernvarmeforsyningen, såfremt de bygger lavenergihuse.