Den seneste uge har budt på engros-elpriser for sjællandske elkunder på over 7 kr., mens jyder og fynboer er sluppet med toppriser på godt 0,65 kr. Oveni elprisen kommer el- og CO2-afgifter, distribution og moms. Det skriver Jyllands Posten.
De høje elpriser i Skandinavien skyldes en kombination af lav vandstand i de svenske og norske vandmagasiner og et stort forbrug på grund af vinterkulden. Et forbrug der ikke mindst er vokset markant i Sverige og Norge, som kæmper med temperaturer ned til minus 40 grader.
Samtidig har det store forbrug tvunget især svenske elselskaber til at tage reserveanlæg i brug, der typisk kører på olie, og som derfor er langt dyrere at have i drift end vand- og atomkraft. De høje priser har hovedsageligt ramt erhvervsvirksomheder med timemålere.