Kulden er ved at bide sig fast i de danske parceller, og for første gang i 15 år begynder eksperter at tale om muligheden for en isvinter. Det skriver Berlingske Tidende.
Vinteren kommer til at kunne mærkes på varmeregningen, skriver avisen videre.
»En temperatur cirka seks grader lavere end normalt vil betyde, at energiforbruget bliver 30 procent større i den periode,« siger forskningskoordinator Jørn Borup Jensen ved Dansk Energi.
Hvor meget ekstra man skal budgettere med, afhænger dog både af opvarmningsform og boligens stand.
Dansk Fjernvarmes medlemsværker forsyner cirka 1,5 millioner boliger med fjernvarme.
Det svarer til mere end 60 procent af samtlige boliger i Danmark.
»Det er klart, at jo koldere det er, jo mere varme skal vi bruge. Hvis man har ti procent større forbrug i stuerne, så svarer det til en fem-seks procent højere varmeregning,« siger teknisk konsulent Mogens Nielsen.