Dansk Fjernvarme

Kommuner bryder klimaløfter

2. december 2010 | 2010

Kommuner bryder klimaløfter

Sidste år stod danske kommuner i kø for at melde sig ind i kampen for klimaet i månederne frem til COP15-mødet i København. Men i dag ser det ud, som om de grønne ambitioner er blevet indhentet af den grå virkelighed, skriver Information.


Kun otte ud af 48 af landets såkaldte klimakommuner lever op til deres forpligtigelse til at nedbringe CO2-udslippet fra egne kommunale virksomheder med mindst to procent om året. Det viser en opgørelse, Information har lavet med dokumentation fra Danmarks Naturfredningsforening, der står bag ordningen og løbende opdaterer klimakommunernes CO2-udledninger på sin hjemmeside.


Statistikken vækker langt fra begejstring hos energi- og klimaekspert i Det Økologiske Råd Søren Dyck-Madsen. »Det er uheldigt, at så få kommuner lever op til kravene. Omvendt er dokumentationen vigtig, fordi den giver kommunerne et vink med en vognstang om, at de skal tage sig sammen,« siger han til Information.

Kritikken preller af på flere af de klimakommuner, Information har talt med. I Kolding Kommune forklarer borgmester Jørn Pedersen (V) de uheldige CO2-tal med en regnefejl.


»Fejlen gav desværre et voldsomt udsving i vores energiregnskab. Det får vi så et skrald for nu, og det er selvfølgelig ærgeligt. Når det er sagt, mener jeg absolut ikke, man kan tale om falsk varebetegnelse,« siger Jørn Pedersen.


Hans Henrik Lindboe, partner i EA Energianalyse A/S finder det problematisk, at Danmarks Naturfredningsforening ikke smider synderne ud af ordningen.


»I aftalen hedder det, man er forpligtet. Men der er jo ingen straf, hvis man ikke overholder den. Det viser, at klimakommuneaftalen måske handler mere om en bevidsthedsgørelse end en egentlig handlingsplan,« siger han.