Dansk Fjernvarme

Klimakommissionen: Fremtiden starter i dag

28. september 2010 | 2010

Klimakommissionen: Fremtiden starter i dag

En meget stor, men helt nødvendig omstilling står lige foran os, når vi skal gøre os fri af de fossile brændsler. Men det kan lade sig gøre, og vi har allerede værktøjerne - vi skal bare i gang med at bruge dem, skriver formanden, Katherine Richardson, for regeringens Klimakommission, der i dag fremlægger sine anbefalinger. Hun skriver det i en kronik i Berlingske Tidende:


Faktum er, at selvom det lykkes menneskeheden at finde dobbelt så meget olie, som de reserver, man kender til i dag, vil det stadig være en stakket frist i forhold til at lave den store omstilling til grøn energi, som der er brug for.


Behovet for handling bliver ikke mindre af, at alt tyder på, at den globale vækst vil øge efterspørgslen på energi dramatisk. Hvis alle de ni milliarder mennesker, der forventes at bebo planeten i 2050, er afhængige af fossile brændsler vil en hidtil uset energikrise være en realitet.


Endelig skal vi huske på, at EU-landene allerede i dag må importere 85 procent af olien og 60 procent af naturgassen - blandt andet fra Rusland og Mellemøsten, der rummer de største kendte oliereserver


Klimakommissionens analyser viser, at jo længere vi venter med at lave omstillingen, jo voldsommere vil overgangen blive, og derfor er en af Klimakommissionens helt centrale anbefalinger også, at vi skal begynde processen nu. I princippet kunne en omstilling væk fra fossile brændsler jo ske allerede i morgen, hvis man blot indførte et forbud med voldsomme sanktioner. Men det ville betyde, at samfundet gik i stå. Vi har derfor i Klimakommissionen haft det udgangspunkt, at overgangen til et energisystem fri for fossile brændsler skal ske gradvist. Omstillingen af det danske energisystem skal understøtte væksten i det danske samfund - ikke forhindre den.


Det giver også dansk erhvervsliv mulighed for at være med i førerfeltet af det nye grønne væksteventyr, som allerede udspiller sig på globalt plan. Danmark har en lang række virksomheder, der er stærke inden for bl. a. vindmøller, fjernvarme , isolering, procesoptimering og fremstilling af biobrændstoffer. Det har vi hørt så mange gange, at vi måske er blevet magelige, men vi gør klogt i at huske, hvordan Danmark har fået disse styrkepositioner: Ved at være først på områder, hvor der ikke var andre. Den fordel har vi ikke længere i dag, hvor lande som Kina og Sydkorea satser massivt på grønne teknologier.


Det er selvfølgeligt umuligt at sige helt præcist, hvordan energisystemet vil se ud i 2050.



Læs rapporten som udgives kl 10.00 på www.klimakommissionen.dk