Dansk Fjernvarme

Klimaet og din økonomi ramt af hårdknude

23. april 2010 | 2010

Klimaet og din økonomi ramt af hårdknude

Et klimapolitisk initiativ, der på én gang kan sikre billigere varme, en stor klimagevinst og en samfundsøkonomisk besparelse på en milliard kroner, er strandet på uenighed mellem de store varmeselskaber. Det skriver Berlingske Tidende.


For mere end et år siden skrev daværende klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) til kommunerne, at der er både økonomiske og miljømæssige fordele forbundet med en delvis omstilling af varmeforsyningen. Gevinsterne kan ifølge ministeren høstes ved, at titusindvis af husstande og virksomheder, der får varme fra individuelle naturgasfyr, i stedet bliver koblet på det kollektive fjernvarmenet. Men i dag er der stadig ikke kommet skred i den lukrative omstilling, fordi fjernvarmeselskaberne ikke kan blive enige med naturgasselskaberne om vilkårene for udvekslingen af kunder.


Naturgasselskaberne vil ikke af med deres kunder uden at få en økonomisk kompensation, der betyder, at de tilbageværende gaskunder ikke kommer til at betale mere for varmen. Når gasselskaberne mister kunder, er der færre til at betale selskabernes gæld, hvilket giver et højere bidrag pr. kunde. Det er pointen for gasselskaberne.


Det princip er direktør for Dansk Fjernvarme, Jørgen Jørgensen, ikke uenig i, det er beløbets størrelse, der skiller parterne:
»Det er rimeligt, at naturgasselskaberne får kompensation. Men de to store selskaber, DONG og Naturgas Fyn, kræver så store beløb, at en omstilling bliver for dyr. Og så må vi bare konstatere, at så bliver det ikke til noget med ministerens ønske om at få flere naturgaskunder over på fjernvarme,« siger Jørgen Jørgensen.


Priserne, som naturgasselskaberne kræver, er på op til 31.000 kroner plus afkoblingsafgift på 6-7000 kroner per husstand.



Læs pressemeddelelse fra Dansk Fjernvarme her.


Læs Forkromet fjernvarmeplan puttes i skuffen her.