Dansk Fjernvarme

Køge vil etablere fjernvarme for 650 millioner

30. juni 2010 | 2010

Køge vil etablere fjernvarme for 650 millioner

Østsjællandske installatører og entreprenører kan godt smøge ærmerne op: Fra 2011-16 vil Køge Kommune etablere et fjernvarmenet til en pris af rundt regnet 650 millioner kroner, skriver Erhvervsbladet.


Det fremgår af en fjernvarmeplan, som blev præsenteret tirsdag på rådhuset i den sjællandske købstad, der vil skabe en mere miljøvenlig varme end den nuværende naturgas.

- Projektet vil sikre et stort antal arbejdspladser i anlægsperioden, siger borgmester Maria Stærke (S).


I løbet af de fem år skal eksisterende bygninger på 1,8 millioner kvadratmeter og nybyggeri på 600.000 kvadratmeter kobles på. Kommunen regner med 700 kunder, dels større boligblokke med fælles varmeanlæg, dels virksomheder og institutioner.


På kort sigt er der ikke økonomisk gevinst ved at udbrede naturgassen til parcelhuskvarterer og landsbyer i kommunen, der har 57.000 indbyggere.


Varmen skal leveres fra Dong Energys kraftvarmeværk på Køge Havn, og den vil udelukkede komme fra miljøvenlig træflis. Senere skal Køge måske have varme fra forbrænding af affald i det kommunale selskab VEKS på den københavnske vestegn.