Danskere bildes ind, at de kan sænke CO2-udledningen ved at købe CO2-kvoter. Men NGO'er advarer: Det har ingen miljøeffekt, for markedet flyder over af kvoter. Det skriver Ingeniøren.
Forbrugere bliver snydt, hvis de jagter en grøn samvittighed ved at tjekke ind på CO2-neutrale hoteller eller købe CO2-kvoter for at kompensere for elforbruget eller den lange flyrejse. Køb af kvoter - som udtrykker retten til at udlede CO2 - hjælper nemlig stik imod hensigten ikke klimaet.
Blandt dem, som sælger CO2-kvoter, er elselskaber som Energi Midt, Nordjysk Elhandel og Dong Energy, mens flere virksomheder markedsfører sig som CO2-neutrale, f.eks. hotelkæden Brøchner Hotels i København.
Det Økologiske Råd er stærkt kritisk over for påstanden om, at man som forbruger kan hjælpe klimaet med kvotekøb.
»Effekten af at destruere en kvote i dagens CO2-kvotesystem kan sammenlignes med at skovle vand fra en stor sø med en teske. Det skal nok lykkes en dag, men ingen ved hvornår,« siger Søren Dyck-Madsen, der er klima- og energimedarbejder i Det Økologiske Råd.