Dansk Fjernvarme

Intelligent elforsyning indenfor rækkevidde

12. november 2010 | 2010

Intelligent elforsyning indenfor rækkevidde

På en blæsende dag er den gode nyhed, at en stabil forsyning med strøm er mulig, selvom meget af den produceres som vinden blæser.

Danske eksperter har med verdens største forsøg i fuld skala vist, at det kan lade sig gøre at styre strømforsyningen til et lokalområde ved hjælp af avanceret software. Derfor er den dag, hvor vaskemaskinen er programmeret til at gå i gang, når strømmen er billigst, rykket meget nærmere. Det skriver Berlingske Tidende i dag.

I et område ved Esbjerg har danske ingeniører fået 47 vindmøller, fire kraftvarmeværker og 13 transformerstationer til at tale sammen på datasprog, så de samlede ressourcer i systemet udnyttes optimalt.

Perspektivet er, at Danmark kan blive i stand til at sikre en stabil, sikker og effektiv elforsyning, selvom halvdelen af strømmen kommer fra vindmøller, der jo i sagens natur producerer som vinden blæser.