Efter 20 år bag energipolitiske tågedannelser, er energikilden over alle, solen, ved at få et veritabelt gennembrud som energikilde i Danmark. Det skriver Berlingske Tidende.
Overalt i landet opføres for tiden gigantiske solvarmeanlæg for at indfange den gratis energi fra solen. Hensigten er, at verdens mest vedvarende og ressourcestærke energikilde skal opvarme vandet i kraftvarmeværkernes solpaneler, hvorefter det sendes ud i radiatorer og brusere i bygningerne.
Så sent som i denne måned har fjernvarmeværkerne i Jægerspris på Sjælland og i Ringkøbing i Vestjylland indviet to af verdens største solvarmeanlæg. Og i løbet af det næste års tid opføres yderligere 17 store anlæg landet over, herunder ét i Dronninglund, der bliver verdens hidtil største. Det er planlagt til at fylde 35.000 kvadratmeter, hvilket svarer til et areal på syv fodboldbaner. Alligevel er det kun et mindre anlæg, når det sammenlignes med de superanlæg, store selskaber som Fjernvarme Fyn, Affald Varme Århus og Vestegnens Kraftvarme Selskab har skitseret. De arbejder med anlæg på over 100.000 kvadratmeter.
Den eksplosive vækst i udbygningen med storskala-solvarmeanlæg kommer uden en eneste krone fra staten i ryggen. Anlæggene er blevet billigere og mere effektive, og samtidig er prisen i modsætning til naturgas og biomasse stabil. Solstrålerne koster ikke noget, og anlæggets pris over eksempelvis 30 år ligger fast.
»Kraftvarmeværkerne investerer simpelthen i anlæggene, fordi det kan betale sig,« siger chefkonsulent i Rambøll Flemming Ulbjerg, der har været med til at udarbejde rapporten Varmeplan Danmark 2010. Den viser, hvordan varmeforsyningen i Danmark samfundsøkonomisk rentabelt kan blive CO2-neutral allerede i 2030.
Varmeplan Danmark 2010 peger på, at solvarmen skal udgøre fire millioner kvadratmeter i 2020 og otte millioner kvadratmeter i 2030.
Læs Danmark runder 100.000 kvadratmeter storskala solvarmeanlæg
Læs mere om Varmeplan Danmark 2010
Se siden www.solvarmedata.dk med overblik over en række af de eksisterende anlæg og deres her og nu produktion.