Den nye bestyrelse i Hedensted Fjernvarme, som blev valgt uden modkandidater på den ekstraordinære generalforsamling i tirsdags, skal ikke regne med hjælp fra den afgående bestyrelse. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Det gjorde den afgående bestyrelse klart, da den nye bestyrelse bad om hjælp til at blive sat ind i tingene omkring fjernvarmeværket.
- Som vi allerede har sagt: Nok er nok, lød det fra den tidligere formand.
Den afgående bestyrelse i Hedensted blev væltet af et oprør fra væsentlige dele af andelshaver-gruppen. Der var således samlet mere end 850 underskrifter ind for netop at få afsat den gamle bestyrelse ved en ekstraordinær generalforsamling.
Også en urafstemning blandt andelshaverne omkring planerne for et flisværk faldt negativt ud for den gamle bestyrelse.