Dansk Fjernvarme

Halsnæs er blevet mere grøn

27. oktober 2010 | 2010

Halsnæs er blevet mere grøn

Et nyligt offentliggjort grønt regnskab over kommunens CO2-udledning og energiforbrug fra de kommunale bygninger viser, at kommunen er blevet mere grøn det seneste regnskabsår. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.


Alene CO2-udledningerne faldt med cirka 6,6 procent fra 2008 til 2009, og dermed er CO2-udledningen faldet med cirka 21 procent siden 2007.

Det svarer til et gennemsnitligt årligt fald på cirka 10 procent.


Desuden er energiforbruget faldet med cirka 7,5 procent i regnskabsåret 2008-2009, og elforbruget faldt med cirka 7,4 procent i samme periode. Det store fald i sidste regnskabsår har medført, at elforbruget siden 2007 samlet er reduceret med tre procent, hvilket svarer til et gennemsnitligt årligt fald på cirka 1,5 procentpoint.


De flotte resultater på CO2-udledningen opfylder målsætningen som klimakommune, hvilket kræver et fald i udledningen på minimum to procent årligt frem til 2025.


I alt udgør de kommunale ejendomme cirka 174.000 kvadratmeter opvarmet areal og omfatter blandt andet administrationsbygninger, rådhuset, skoler, fritids-og ungdomsklubber, daginstitutioner, plejecentre, specialinstitutioner, kulturinstitutioner og idrætsanlæg. De fleste af bygningerne opvarmes med fjernvarme -i Frederiksværk bliver varmen leveret af De Kommunale Værker, der udelukkende anvender biobrændsler, og i Hundested af Hundested Varmeværk, som bruger naturgas. De øvrige bygninger i Halsnæs Kommune opvarmes af olie, gas eller el.