Hvem har lyst til at købe fem danske kraftvarmeværker, der helt eller delvist fyrer med kul? Buddene og spekulationerne er mange, efter det svenske energiselskab Vattenfall har meldt ud, at man gerne vil forlade Danmark.
Professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet, Frede Hvelplund, har svært ved at se, hvem der skulle være interesseret i at købe Vattenfalls kraftværker i Danmark.
- Jeg kan ikke finde nogen køber, der ville få en bedre økonomi i værkerne end Vattenfall. Så jeg kan ikke komme med et bud på en køber i et scenarie, hvor økonomien bliver ringere og ringere i værkerne, siger Frede Hvelplund til DR Nyheder.
I brancheorganisationen Dansk Energi er direktør Lars Aagaard enig i, at kraftvarmeværkerne er pressede. Han føler sig overbevist om, at en måske kommende køber skal findes blandt de store eksisterende energikoncerner i Europa.
- Det kunne også være et selskab som Gasprom, der kunne finde på at melde sig i det her marked, siger Lars Aagaard.
Han påpeger, at der kan være strategiske grunde til at købe kraftværkerne i Danmark.
- Enten kigger man på, om det isoleret set er en god forretning, eller også kigger man på det, fordi man gerne vil have et brohoved ind i et nyt marked. Det er jo velkendt, at Gasprom andre steder i Europa har haft øje på, om de kan få et mere direkte indgreb på det vesteuropæiske energimarked, siger Lars Aagaard.
Af andre formentlig mere oplagte kandidater nævnes E.On.