Dansk Fjernvarme

Fjernvarme til USA

19. maj 2010 | 2010

Fjernvarme til USA

Dansk fjernvarmeteknologi er på vej til USA. En række danske leverandører inden for fjernvarmeteknologi er i samarbejde med det amerikanske selskab Lockheed Martin på vej ind på det amerikanske marked. Det er i bestræbelsen på at forbedre klimaet og samtidig mindske afhængigheden af importeret olie, at amerikanerne nu viser interesse for den danske fjernvarmeløsning. Det skriver Børsen i dag.

Dansk Industri og den amerikanske ambassade afholder i dag en netværksdag for Green Partnerships, i Ørestaden. Her deltager blandt andet Susan Maraghy, der er ansvarlig for Lockheed Martins områder uden for våbenindustrien. Hun ser, at de danske fjernvarmeløsninger kan bruges på de amerikanske militærbaser, der ofte er på størrelse med danske provinsbyer.

En af de danske deltagere på netværksdagen er COWI, der allerede er inde på det amerikanske marked med rådgivning inden for bygning af broer og vindkraft.

-USA er rigtig interessant, for amerikanerne bruger meget energi, og der er et stort potentiale for energieffektiviseringer, siger Brian Seeberg Larsen, COWI, til Børsen.