Fjernvarme er bedst for klimaet
Fjernvarmen er i førersædet, når det gælder CO2-udledning og hvor meget forurening, det giver at varme en bolig op. Det skriver Skive Folkeblad.
1,6 millioner eller 62 procent af de danske husstande har fjernvarme. Det er godt for klimaet, viser beregninger af miljøeffekten, som Dansk Fjernvarme har udviklet.
Et oliefyr udleder eksempelvis 313 kg CO2 per MWh varme, mens et individuelt naturgasfyr sender 215 kg CO2 op i atmosfæren for det samme.
Til sammenligning sender kulfyret kraftvarme 114 kg CO2 ud per MWh varme.
For et standardparcelhus på 130 kvadratmeter koster det seriøst med traditionel elopvarmning, som udleder 15,6 tons årligt. Et standardhus med oliefyr udleder 5,7 tons CO2 og et tilsvarende hus med naturgasfyr udleder 3,9 tons.
Også et hus med en eldrevet varmepumpe er belastende for klimaet, da den udleder 5,6 tons CO2,. Til gengæld udleder et hus med kulkraftbaseret kraftvarme 2,1 tons. Men et hus med fjernvarme fra overskudsvarme eller biomasse kan enten noteres for et rundt 0 eller har direkte positiv effekt.