29. september 2010 |
2010Energisektorens store spillere støtter omstridt afgift
I kølevandet på Klimakommissionens længe ventede anbefalinger, som i går blev præsenteret i DGI-byen, siger nu både DONG Energy og Dansk Fjernvarme, at de er positive over for den afgift, som ifølge kommissionen skal reducere danskernes efterspørgsel efter fossile brændstoffer. Det skriver Information.
et til trods for at blandt andre Dansk Industri kritiserer forslaget om en fossilafgift, fordi organisationen mener, at den stiller Danmark en dårlig konkurrencemæssig situation i forhold til resten af EU. Men konkurrencen skal ikke være altafgørende, mener administrerende direktør hos DONG Energy, Anders Eldrup.
»Jeg anerkender selvfølgelig, at man må tage hensyn til konkurrencen, men Danmark kan ikke kalde sig et foregangsland ved at gøre nøjagtig som alle de andre. Vi er nødt til at tage problemet seriøst, og hvis Danmark vil gå i en grøn retning, er man nødt til at bakke det op med økonomiske incitamenter.« Også direktør i Dansk Fjernvarme Jørgen Jørgensen er positiv over for kommissionens idé om en afgift på fossile brændstoffer.
»Hvis man ser på hele problemstillingen, er afgiftsområdet klart det sted, der er vigtigst at fokusere på. Man skal selvfølgelig have de konkurrenceudsatte erhverv i tankerne, når man udformer en konkret plan, men risikoen opvejer ikke behovet for afgifter. Hvis vi reelt ønsker at skære ned på forbruget af fossile brændstoffer, kommer vi ikke uden om en reform af afgifterne. Ellers når vi ikke klimamålene,« siger Jørgen Jørgensen, som ligesom Anders Eldrup mener, at deres virksomheder godt kan nå at afvikle brugen af de fossile brændstoffer inden 2050, som kommissionen lægger op til.