El- og varmesektoren skal være fri for kul, olie og gas i 2035, transportsektoren i 2050, siger S, SF, Enhedslisten og De Radikale i fælles klimavision. Det kan lade sig gøre, siger energiens branchefolk, de grønne, industriledere og fagfolk, der vil have reel handling fra regeringen, skriver Information.
»I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne var der internt i energibranchen - selskaber, interesseorganisationer, ngo’er m.m. - vild uenighed om, hvor Danmark skulle bevæge sig hen energimæssigt. Det var politikerne ligeglade med, og med bred politisk opbakning blev der truffet meget store beslutninger.
I de senere år har det nærmest været omvendt: Der er rimelig stor enighed i energibranchen om, hvor Danmark skal hen, men politikerne træffer ingen store langsigtede beslutninger!,« siger Jørgen G. Jørgensen.
Også han finder som flere andre energifolk oppositionens mål om frihed for fossil energi i 2050 »velbegrundet.«
»Det er fint med ambitiøse mål, men i virkelighedens verden er det helt afgørende, hvilke virkemidler der påtænkes anvendt,« understreger Jørgen G. Jørgensen.
Jørgen G. Jørgensen konstaterer desuden, at Varmeplan Danmark fra 2008 faktisk anviser en række af de ting, der skal til, før målet om et fossilfrit samfund kan realiseres.