Det midtjyske energiselskab EnergiMidt med 162.000 husstande som kunder har i årevis betalt dyre hotel- og godsophold til midtjyske politikere og topembedsmænd med ægtefælle.
Senest gik turen til Hotel Vejlefjord i 2009, hvor 40 kommunale topfolk med ægtefæller overnattede og spiste på energiselskabets regning. Det skriver B.T.
De fem ramte kommuner, herunder Horsens, Herning og Silkeborg, bliver beskyldt for at modtage bestikkelse - de har nemlig til gengæld købt el og ydelser fra selskabet for et stort millionbeløb.
Weekendopholdene er fundet sted en gang om året med ægtefælle på luksuriøse jyske steder som Sophiendal Gods, Hotel Vejlefjord og Herregården Nørre Vosborg.
Med på turene har været borgmestre, kommunaldirektører og diverse kommunale chefer - der frit kunne tage deres koner med på turen, som EnergiMidt fortæller koster rundt regnet 3000 kroner per deltager. Hver tur er blevet indledt med et kort fagligt oplæg - resten af tiden går med dyre middag og tilhørende årgangsvine, skriver B.T.