Dansk Fjernvarme

Egedal Kommune vil købe Slagslunde fri af E. ON

5. marts 2010 | 2010

Egedal Kommune vil købe Slagslunde fri af E. ON

En enig kommunalbestyrelse i Egedal besluttede på et ekstraordinært møde onsdag aften at oprette et kommunalt ejet aktieselskab til at overtage og drive fjernvarmeanlægget i Slagslunde. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.


Forudsætningen er, at der kan opnås en aftale med E. ON Danmark, at mindst 90 procent af de nuværende medlemmer af Slagslunde Fjernvarmelaug skal tilslutte sig det kommunale varmeforsyningsselskab, at overtagelsessummen maksimalt må udgøre 15 millioner kroner og at en driftsaftale med E. ON maksimalt må binde kommunen i fem år.


-Principielt er det besluttet, men der er meget, der skal falde på plads, fastslår Egedal Kommunes borgmester Willy Eliasen ( V), der oplyser, at der i øjeblikket foregår forhandlinger med E. ON.


-E. ON er positive, og forhandlingerne er sket i en god atmosfære siger han.

Derudover er det vigtigt, at de borgere i Slagslunde, der får varme fra E. ON bakker massivt op om det kommunale selskab.


-Vi skal have 90 procents tilslutning, ellers hænger det ikke sammen, og det er ikke 89 procent. Det er 90 procent, fastslår han.


Han påpeger, at det, kommunalbestyrelsen har sagt ja til, er at oprette et aktieselskab, der skal være et datterselskab til Egedal Forsyning, og når aktieselskabet er en realitet, så er det selskabet, der skal tage sig af resten og skaffe de 15 millioner på almindelige lånevilkår. Så det er altså ikke kommunen, der skal have pengene op af kassen. Til gengæld kan kommunen spare penge på varmeudgiften til de kommunale bygninger i Slagslunde -skolen og to daginstitutioner -der får varme fra E. ON.


Med overtagelsen forventer kommunen, at den årlige varmepris for en gennemsnitlig husstand bliver 25-30 procent lavere.