Dansk Fjernvarme

Danskerne bliver snydt af billige varmepumper

10. september 2010 | 2010

Danskerne bliver snydt af billige varmepumper

Danskere, der køber varehuses og byggemarkeders slagtilbud på varmepumper, bliver taget godt og grundigt ved næsen. Det fastslår projektleder Michael Reuss fra Center for Energibesparelser, overfor Ingeniøren.

»Der hersker det rene anarki på markedet for de små luft/luft-varmepumper, som sælges billigt fra supermarkeder og byggemarkeder. De varmepumper lever efter al sandsynlighed ikke op til, hvad forhandlerne påstår omkring pumperne,« siger han.

Michael Reuss mener ikke, at det hjælper forbrugerne ret meget, at det fra årsskiftet bliver lov, at luft/luft- varmepumper skal være A-mærkede som garanti for, hvor meget de sparer på elregningen.

Allerede i dag skilter alle producenter nemlig med, at deres pumper har det eftertragtede A-mærke. Men en stikprøvekontrol, foretaget af Center For Energibesparelser, viser, at det ikke garanterer noget som helst.

»Vi har taget tre tilfældige billige produkter ud. Ingen af dem levede op til det A-mærke, de bar. Der var fup med i billedet ved dem alle sammen. Det mest eklatante eksempel var en A-mærket varmepumpe, som i virkeligheden kun levede op til kravene for et D-produkt,« siger Michael Reuss.

Sekretariatschef Lars Abel fra brancheforeningen Varmepumpefabrikanterne i Danmark kalder tilstandene på varmepumpemarkedet for 'kaotiske', fordi der kommer mange dårlige, billige pumper ud på markedet:

»De mange klager, vi hører om fra både private og virksomheder, fører til, at hele branchen får et dårligt renommé, og det kan vi ikke leve med.«

Både Lars Abel og Michael Reuss langer ud efter forhandlernes løfter om, at deres varmepumper kan opvarme et bestemt antal kvadratmeter, ofte helt op til 150. Den slags beregninger giver kun mening, hvis man kender forudsætningerne.

»Totalt misvisende og vildledende,« siger Michael Reuss, og Lars Abel supplerer:

»Vi har flere eksempler på, at den samme varmepumpe har vidt forskellige egenskaber, afhængig af hvilken forhandler, der sælger den,« siger Lars Abel.