Dansk Fjernvarme

Danske skovejere: Vi kan levere alt træ til kraftværkerne

26. oktober 2010 | 2010

Danske skovejere: Vi kan levere alt træ til kraftværkerne

Der er ingen grund til at sejle træet, som skal erstatte kul i de danske kraftværksovne, hertil fra Østeuropa og Canada. De danske skove kan på bæredygtig vis levere lige så meget energi til danskerne. Det skriver Ingeniøren.


Frem mod 2020 forventer kraftværkerne at skære en fjerdedel af kulforbruget og erstatte det med træpiller. De bliver sejlet hertil fra Rusland, Baltikum og Nordamerika, mens dansk træ stort set udelukkende fyres af i brændeovne.

»Vi er nervøse for, at vi glemmer at udnytte den ressource, som ligger lige foran næsen af os,« siger divisionsdirektør Steen V. Riber fra selskabet Hededanmark, der blandt andet arbejder med service og rådgivning inden for skovbrug.

Han fastslår, at der bliver fjernet langt mindre træ fra de danske skove, end der vokser til hvert år. Derfor er det umiddelbart muligt at hjælpe kraftværkerne med mere biomasse, også selv om de ikke vil benytte halmen, som i stigende grad får lov at blive liggende på de danske marker, fordi den er vanskeligere at brænde af.