Dansk Energi har formuleret en række konkrete anbefalinger til en ny energipolitik, skriver Børsen. Anbefalingerne spænder vidt fra lempeligere vilkår for havvindmøller, over lavere registreringsafgift på elbiler til ændringer af afgiftssystemet, så der kommer flere incitamenter til at erstatte olie til opvarmning med el. Samtidig anbefaler Dansk Energi, at afgiften på el til boligopvarmning skal sænkes.
Klima- og energiminister Lykke Fris har taget i mod anbefalingerne. Hun ser også et behov for at se på ændrede eltariffer, der tager højde for, at der kommer mere vedvarende energi i systemet. Men ministeren er ikke klar til at lempe afgifterne på el. Hun påpeger, at det er vigtigt at bibeholde incitamentet til at mindske elforbruget.
Det nuværende brede energipolitiske forlig skal genforhandles inden udgangen af året. I den forbindelse peger ministeren på, at uenigheden mellem regeringen og oppositionen hidtil har været tempoet i omstillingen af energipolitikken, men hun håber, at Klimakommissionens rapport, der præsenteres den 28. september 2010, kan være med til at skabe enighed.