Danskerne er omtrent lige så gode til at passe på miljøet, som Peru, El Salvador og Ecuador.
Det er status, hvis man ser på en ny rangordning af verdens lande lavet af forskere fra de amerikanske universiteter, Yale og Columbia. Det skriver Politiken.
»Når det gælder udledning af drivhusgasser, er I ikke så meget foregangsland, som danskerne måske selv tror, når de kigger ud ad vinduet og ser, hvordan folk sorterer affald og cykler til arbejde. Det skyldes især den måde, I bruger og producerer energi på«, siger Christine Kim, forsker ved Yale Center for Environmental Law and Policy.
Miljøindsatsen er målt på blandt andet udslip af drivhusgasser, beskyttelse af levesteder for dyr og planter, forurening og vandmiljø.
Danmarks placering som nummer 32 er langt efter de lande, vi normalt sammenligner os med. Island indtager førstepladsen, mens Sverige, Norge og Finland er henholdsvis nummer 4, 5 og 12.
Det er især vores relativt høje forbrug af kul, olie og gas, der trækker ned. Danmark har verdens største andel af vindkraft i elproduktionen - godt 20 procent - men kul udgør stadig 50 procent.