Danmarks faktiske energiforbrug faldt i 2009 med 4,0 pct. til 810 PJ. Forbruget af olie og naturgas faldt henholdsvis 5,3 pct. og 4,2 pct., mens forbruget af kul faldt 2,8 pct. Forbruget af vedvarende energi steg i 2009 med 1,0 pct. Det fremgår af Energistyrelsens foreløbige energistatistik for 2009, skriver Børsen.
Udviklingen skal ses på baggrund af et betydeligt fald i den økonomiske aktivitet. Således faldt bruttonationalproduktet (BNP) i 2009 med 5,1 pct. Her overfor står, at vejret var koldere i 2009 end i 2008, og at nettoimporten af el var mindre end året før.
Korrigeret for klimaudsving og udenrigshandlen med elektricitet var bruttoenergiforbruget i 2009 815 PJ, hvilket er 5,6 pct. mindre end året før. Det betyder, at bruttoenergiforbruget stort set svarer til forbruget i 1980 (814 PJ) og er 0,5 pct. mindre end i 1990.
Vedvarende energis andel af det korrigerede bruttoenergiforbrug voksede fra 16,5 pct. i 2008 til 17,4 pct. i 2009.