Boligenergi bliver et milliardmarked
Investeringer i nye varmemålere og optimeret energi i en million lejligheder bliver et nyt milliardmarked for installatører. Individuel varmemåling i lejligheder blev et lovkrav for godt ti år siden, og mange målere er derfor ved at have en alder, hvor de enten skal udskiftes eller kalibreres, skriver ErhvervsBladet.dk. Der er også hele tiden energisparekrav, og nye målere er ofte mere intelligente, så det er lettere at reagere og spare på energien, fortæller Søren Rise, chefkonsulent i Tekniq, til ErhvervsBladet.
En VVS-konsulent peger på, at energiinvesteringerne ikke behøver at være så dyre, fordi der er mange lavthængende frugter. Eksempler som at se på, om radiatorerne sidder optimalt, om de er blevet udluftet og om termostaterne virker. Alt sammen nemme ting at tage fat på.
Det fremgår også, at mange kommuner er i færd med at udbygge den meget miljøvenlige fjernvarme, og har fokus på at mindske energiforbruget i egne bygninger.