Danske boligejere har i 13 år straffrit kunnet undlade lovpligtig energimærkning. Det skriver Jyllands Posten.
Selv om energieftersyn af boliger har været lovpligtige siden 1997, er det ifølge Torben Kaas, der er direktør for Brancheforeningen for Bygningssagkyndige og Energikonsulenter, BFBE, fortsat kun omkring 49 pct. af boligerne, der gennemgår et energieftersyn, når de sættes til salg.
Ifølge de seneste tal fra 2007 blev der kun udført energimærkning af 25.130 af i alt 51.727 solgte enfamiliehuse. Og det er, ifølge de seneste officielle tal, ikke kun indehavere af ældre huse, der ser stort på reglerne. Kun 20 pct. af alt nybyggeri energimærkes.
Til trods for lovpligten risikerer man som boligejer hverken bødestraf eller andre ubehageligheder ved at spare de typisk 4.000-5.000 kr., som det koster at sende bud efter en energimærkekonsulent.