Dansk Fjernvarme

Bioenergi fra skoven skader klimaet

9. juni 2010 | 2010

Bioenergi fra skoven skader klimaet

Norsk naturdirektorat advarer mod, at bioenergi fra skovene ikke er CO2-neutral. Det skriver Ingeniøren.


Det skyldes, at man i løbet af ti år vil fælde og brænde meget mere, end man planter. Dermed vælter CO2-regnskabet.


Forskningsprofessor på Institut for Jordbrugsproduktion og Miljø, Jørgen E. Olesen, som også er medlem af regeringens klimakommission, er enig med nordmændene.

- Regeringer, energiselskaber og planlæggere har alt for meget fokus på biomasse fra skovene lige nu, fordi det er billigt og der kortvarigt er meget af det. Men det er ingen langsigtet løsning at anvende biomasse i stor stil til energiproduktion, siger han.


Han mener dog godt, at man rent CO2-mæssigt set kan bruge biomasse, hvis man holder regnskab med, at man planter tilsvarende mængder skov. I forhold til sit arbejde i regeringens Klimakommission siger Jørgen E. Olesen, at man her er meget opmærksomme på biomasseproblematikken.
 
- Man vil ikke se os præsentere et oplæg til regeringen om Danmark uden fossile brændsler, der bygger på uhæmmet brug af biomasse, siger han.