James Choi, som siden april har været Australiens ambassadør i Danmark, havnede fredag bogstavelig talt midt i dansk energipolitik - både på halmvarmeværket i Sakskøbing og på refas nye flisforbrænding. Det skriver Lolland Falster Folketidende.
-Selv om vi har en masse billigt kul, er der det samme fokus på klimaet i Australien som i alle andre lande, forklarer James Choi.
-Vi bygger Vestas-møller og producerer biobrændsel og har et mål om, at 20 procent af vores energi skal komme fra vedvarende energikilder.
-Og så eksperimenterer vi med thermal-energi og med at lagre CO2 underjordisk, fortsatte han.
Det 10 år gamle halmvarmeværk i Sakskøbing er et yndet demonstrationsanlæg, fordi det er enkelt, klart og velfungerende. Og de fleste bliver en smule forbløffede første gang, de ser et automatisk halmfyr, som kan klare 15 bigballer i timen, og som bliver fjernstyret fra Hornsherred om natten.