Bestyrelsen for Aabenraa-Rødekro Fjernvarme A. m. b. a. er træt af, at energiselskabet Dong, som ejer Enstedværket, opkræver en fiktiv afgift for brug af biobrændsel til varmeproduktion, som ender i Dongs egne lommer. Derfor går fjernvarmeselskabet rettens vej for at slippe for denne såkaldte skyggeafgift. Samtidig indbringer man også dette spørgsmål for Energistyrelsen, skriver Jydske Vestkysten.
Fjernvarmeselskabets formand, Per Horup, fortalte om situationen på generalforsamlingen i fjernvarmeselskabet forleden.
For at begrænse brugen af fossile brændstoffer som olie og kul har staten belagt disse brændselsformer med en afgift.
Når man bruger biobrændsel som halm og flis, skal man ikke betale afgift.
- Men Dong mener, at varmen bliver alt for billig, hvis vi slipper for kulafgiften, når vi får varme fra EV2, hvor de fyrer med halm og flis. Derfor opkræver Dong en såkaldt skyggeafgift svarende til kulafgiften.
De sender dog ikke pengene videre til staten som ved rigtige afgifter, men beholder pengene selv, fortæller Per Horup.