Project Zero i Sønderborg søsætter nu en kampagne for at få boligejere i kommunen til at bo billigere og mere » klimaklogt « , som det hedder. Det skriver Jydske Vestkysten.
650 boligejere kan få et gratis energitjek, hvor en konsulent bruger et par timer på at tjekke boligen igennem med diverse apparater for efterfølgende at give en konkret vejledning.
Og der er masser at komme efter ifølge energirådgiver Charlie Lemtorp Sloth, SydEnergi.
- Der er rundt regnet 4500 borgere, der stadig varmer deres huse op med el. Bor de i et hus fra 70' erne, som der intet er gjort ved, vil de kunne spare helt op til 1,2 millioner kroner set over en 20-årig periode, siger konsulenten, der allerede har besøgt 50 boliger.
Det er træk ved vinduer, manglende isolering og oliefyr, der med stor fordel kan gøres noget ved, er hans hidtidige erfaring. Han henviser til, at der fortsat kan hentes 20.000 offentlige kroner til at skrotte oliefyret og få fjernvarme eller en varmepumpe.