14. september 2010 |
201025 procent af EU's halmaffald kan halvere olieforbruget
Omdannes bare en fjerdedel - 250 til 300 mio. ton - af halmaffaldet fra EU's marker til ethanol, kan det skabe job til mindst en million europæere, betyde færre drivhusgasser i atmosfæren og sikre energi nok til at erstatte 62 pct. af EU's forbrug af fossile brændstoffer.
Det konkluderer en rapport udarbejdet af den britiske tænketank Bloomberg New Energy Finance for danske Novozymes, der producerer enzymer til etanolproduktionen, ifølge Politiken.
Novozymes' administrerende direktør, Steen Riisgaard, der fremlægger analysen på en konference i Bruxelles i dag, er især overrasket over analysens konklusion om, at bare en fjerdedel af affaldet fra markerne vil kunne erstatte 62 procent af EU's forbrug af olie.
»Det er faktisk dobbelt så meget, som vi hidtil har troet. Europa er den region i verden, der er mest afhængig af import af olie og gas. Her ville det give os en enorm energisikkerhed, hvis vi kunne producere flydende energi herhjemme«, siger han til Politiken.
Arbejdspladserne vil komme af, at der i processen med at omdanne halm til andengenerations bioethanol skal bruges folk til at indsamle halmen fra markerne, til at bygge og vedligeholde fabrikker og så skal brændstoffet distribueres. Ting der kan foregå i de fattige udkantsområder.
Seniorforsker Uffe Jørgensen fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet erklærer sig enig i, at potentialet er enormt, hvis man kun udnytter 25 procent af den overskydende halm og lader resten ligge på marken, så man ikke fjerner al næring.
Han påpeger dog, at ethanolproducenterne ikke er de eneste, der vil have fingre i halmen. I flere EU-lande, heriblandt Danmark, benytter også kraftvarmeværkerne den overskydende halm til at producere energi.