At en pumpe kan løbe løbsk og sende det varme vand af sted i rørsystemet med meget større tryk end normalt er ikke lige, hvad man forventer på et fjernvarmeværk.
Men det var en realitet på Fjerritslev Fjernvarme torsdag eftermiddag, hvor de ansatte fik travlt med at få styr på pumpen og derefter tjekke de mange huse, der er koblet på forsyningsledningen til Klim og Vester Thorup. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.
- Vi har foreløbig kendskab til sprængte radiatorer i 18-20 huse, oplyser varmemester Kenny Lundtoft.
- Flere kan jo komme til, men under alle omstændigheder bliver husejerne holdt skadesløse. Fjernvarmeværkets forsikring dækker udgifterne, hvis der er sket skader, forklarer han.
- Det er et overraskende uheld, for der skulle være en indbygget sikkerhedsprocedure, så pumpen automatisk slår fra ved sådan en fejl. Meget tyder på, at der er en signalfejl i elektronikken, men det undersøger vi nu sammen med vores leverandør, oplyser Kenny Lundtoft.