Varmt brugsvand er den formentlig største skjulte energi-synder i de danske hjem. Det slår en ny rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut, blandt andet udarbejdet af rådgivningsvirksomheden Alectia, fast. Det skriver Ingeniøren.
Synderne er uisolerede og unødigt lange cirkulationsrør inde i husstandene. Rør der er beregnet til varmt brugsvand til badeværelser og køkken.
”Man har fuldstændig glemt energiforbruget til varmt brugsvand. I de senere år har man fokuseret på bygningsisolering, pumper og elforbrug. Men i boliger er det altså cirka en tredjedel af energiforbruget, der går til varmt brugsvand, siger en af rapportens forfattere Flemming Schrøder fra Alectia.
I alt er der potentielle besparelser, der svarer til energiforbruget fra 250.000 til 312.000 gennemsnitsboliger, viser beregningerne i rapporten. Det svarer til tre-fire mia. kr. årligt.