Medlemmerne af Viborg Fjernvarme har sagt ja til, at selskabet kan gå i gang med undersøgelserne af, om det kan lade sig gøre at udvinde geotermisk varme fra varmt vand under landsbyen Kvols nær Viborg. Det beretter DR P4 Midt-Vest.
I 1970’erne borede man efter olie på stedet, men man fandt som bekendt ikke grundlag for olieudvinding. Derimod fandt man sandlag, der gemte på 75 grader varmt vand, som direkte kan føres ind i varmevekslere.
Det er dette vand, som Viborg Fjernvarme er parate til at undersøge brugsmulighederne af. Forundersøgelserne vil koste 11-13 millioner kroner, og en egentlig investering i et geotermisk anlæg ventes at koste 12-140 millioner kroner.
Men anlægget vil formentlig kunne levere væsentlige dele af Viborgs behov for fjernvarme. En boring alene vil kunne levere op til 20 procent, men foreløbige prognoser tyder på, der kan laves op til fire boringer.
-Det er en visionær plan, der kan hjælpe til med at nedbringe CO2-udslippet, og skabe grundlag for en mere miljøvenlig varmeproduktion, siger formanden for Viborg Fjernvarme, Heinrich Nüchel.
Viser forundersøgelserne sig positive, så skal der bygges en 15 kilometer lang transmissionsledning fra Kvols til Viborg samt udvindingsanlæg. Men dette forventes at kunne stå klar til drift inden jul næste år.