Dansk Fjernvarme

Tre nye energibyer

3. april 2009 | 2009

Tre nye energibyer

Klima- og energiminister Connie Hedegaard havde en travl torsdag. Først deltog hun i FIF Marketings og DBDH’s konference om fjernvarmens rolle i energipolitikken og fremhævede fjernvarmen som det danske eksempel, der bør danne international skole.

Dernæst udnævnte hun tre nye energibyer.


Herning, Albertslund og Århus kommuner fik hæderstitlen ”Energiby”. Det skete ud fra en helhedsvurdering af kommunernes indsats. Begrundelserne lød som følger:


Herning kommune har i en lang årrække arbejdet ambitiøst og målrettet med at nedbringe energiforbruget og CO2-udledningen og har opnået markante resultater over en bred kam.


Albertslund er en pionér på klimaområdet og har som udbygget bykommune visionært taget udfordringen op med at energiforbedre den eksisterende boligmasse.


Århus har med sin eksemplariske kortlægning af kommunens CO2 udledning demonstreret, hvorledes kommunens planberedskab kan anvendes systematisk i forhold til at realisere Århus’ langsigtede mål om at være CO2-neutral i 2030.


I 2008 blev Kolding, København og Skive udnævnt til energibyer. Disse i alt seks energibyer får lejlighed til at promovere deres tiltag på klimatopmødet i København til december.