Danmark har næsten optimale forudsætninger for at udvikle grønne erhvervssucceser. Det konkluderer et nyt forskningsprojekt, skriver Børsen Klima.
Rapporten er skrevet af forskere fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Aalborg Universitet.
Fra 2004-2006 introducerede 68 procent af de energiteknologiske virksomheder således nye produkter, viser forskningsprojektet.
”De danske energiteknologiske virksomheder er langt bedre til innovation end fremstillingsindustrien generelt. Faktisk er branchen mere innovativ, end det man betegner som hightech-industrier,” siger Per Danemann Andersen, som er sektionsleder på DTU’s Institut for Planlægning, Innovation og Ledelse.