Canarisk ø bruger overskudsstrøm fra vindmøller til at pumpe vand 700 meter op til et reservoir på toppen af bjerget, hvorfra det forsyner et vandkraftværk. Det skriver Ingeniøren.
I forbindelse med Kyoto-aftalen i 1997 besluttede øens myndigheder at blive verdens grønne og miljørigtige forbillede ved at klare sig selv med el fra rene kilder.
Nu er målet ved at blive nået. I slutningen af 2010 eller begyndelsen af 2011 er det planen at tage et specialudviklet vand-vindkraftværk i brug, der skal stå for mellem 80 og 85 procent af øens elforbrug. Resten af elektriciteten og det varme vand skal komme fra fotovoltaiske og termiske solpaneler og fra små vindmøller.