Radiostyret fjernaflæsning af målere er med til at give et præcist billede af husstandenes forbrug. Det optimerer driften af fjernvarmeværkerne med store besparelser til følge. Det skriver Ingeniøren.
”Det nye system gør, at vi kan udnytte energien i fjernvarmen bedre. Der er simpelthen penge at spare for os, og dermed forbrugerne, ved at skifte til det her system,” siger forretningsfører for Haderslev Fjernvarme Morten Hartmann.
Teknisk konsulent hos Dansk Fjernvarme Mogens H. Nielsen peger på, at fjernaflæsning ikke længere er fremtidsdrømme, men er på vej til at blive standard. Han maner dog til en vis besindighed.
”Det er først og fremmest de store værker med mange forbrugere, der har meget at vinde her. Hos de mindre værker kan det være mere kompliceret, fordi alene udskiftningen af målerne vil være en stor udskrivning, uden der nødvendigvis er lige så store direkte besparelser at finde. Jo flere forbrugere, desto større er fordelene,” vurderer Mogens H. Nielsen.