Dansk Fjernvarme

Politikere vil nedbryde barrierer for geotermi

7. oktober 2009 | 2009

Politikere vil nedbryde barrierer for geotermi

Hvis fjernvarmeforsyningen i Danmark skal blive mere grøn, så skal varmen fra undergrunden udnyttes i langt højere grad end i dag. Men geotermiprojekter er for dyre og risikofyldte for langt de fleste fjernvarmeselskaber, fordi selskaberne er nødt til at lave meget dyre boringer, før de ved, om undergrunden indeholder nok varmt vand. Det skriver Ingeniøren.

Det vil socialdemokraterne lave om på, siger energiordfører Ole Hækkerup.

»Vi har et mål om en CO2-fri energiproduktion, og hvis vi skal nå det, så kan vi ikke bare satse på de måder at producere energi, som vi kender godt i dag. Vi skal have mere geotermi med, og hvis der er barrierer for, at der kommer flere anlæg, så skal vi have ryddet dem af vejen, siger han.

S er klar med 25 mio. kr. til at afdække barrierne for geotermi.

Ifølge konsulent Mads Keller fra brancheforeningen Dansk Fjernvarme så er der tre store problemer for geotermi i Danmark.

»Det største problem er den usikkerhed der er, når man prøver at komme i gang med geotermi. Man skal bruge rigtig mange penge, før man ved, om anlægget kan blive til noget. Hvis anlægget ikke bliver til noget, så kommer kunderne til at hænge på en stor udgift, som de ikke har fået noget for.«

Det andet problem er, at når man borer i Danmark, skal man stille med en stor forsikringssum, der garanterer, at hvis noget går galt under boringen, så er man i stand til at rydde op.

»Danske forsikringsselskaber er ikke vant til at håndtere og vurdere den type risiko, så derfor sætter de præmien så højt, at det reelt forhindrer at projektet kommer i gang.«

Og det sidste problem er detaljeret viden om undergrunden.


Venstres energiordfører Lars Christian Lilleholt bakker også op om at få styr på barrierne for geotermi.