Det lyder som lidt af en påstand, når Dronninglund Fjernvarme kalder deres projekt for " verdens største solvarmeanlæg," men når man får tal på det, så bliver måske noget om snakken. 35-40.000 kvadratmeter solfangere og dertil et sæsonlager på 50-100.000 kubikmeter. Det skriver Østvendyssel Avis.
Det næststørste er også dansk og findes i Marstal på Ærø, men det er kun halvt så stort som det, man har i støbeskeen i Dronninglund.
Projektet har været længe undervejs, og der er meget, som skal undersøges, og mange instanser, som skal søges. Trods lang forberedelsestid er bestyrelsen og personalet stadigvæk meget fortrøstningsfulde.
" Det afhænger først og fremmest af økonomien, og den hviler på tre søjler: Anlægsomkostningerne, renteniveauet og størrelsen af diverse tilskud. Vi er optimistiske. Foreløbig ser det positivt ud med alle tre faktorer," siger formanden for Dronninglund Fjernvarme Carsten Møller Nielsen.
Dronninglund er netop i dag hjemby for Dansk Fjernvarmes regionalmøde, og fjernvarmeværket i byen har benyttet lejligheden til at gå i dialog med borgerne om, hvad fjernvarme egentlig er. Dels ved uddeling af trafikveste til de største elever i byens skoler, dels ved et nært samarbejde med skolerne om at fortælle, hvordan fjernvarmen fungerer. Herunder ved skoleklasser, der kommer på besøg på selve værket.