Fra på mandag kan alle producenter af el – for eksempel vindmøller og decentrale kraftværker, risikere at skulle betale penge for at komme af med strømmen. Det bliver dog kun aktuelt nogle få timer om året, og kun når elproduktionen er for stor i kolde, blæsende vintermåneder. Det forsikrer Energinet.dk om ifølge Børsen.
Det er den nordiske elbørs Nord Pool Spot, som det danske elnet er tilsluttet, der indfører muligheden for de negative elpriser. I fremtiden kan prisen maksimalt blive negativ med 1,70 kroner per kilowatt-time.
Ifølge elmarkedschef, Nicola Nørgaard Petersen, får producenter nu et prissignal, der afspejler en ubalance mellem udbud og efterspørgsel. Derved tilskyndes producenterne til at tilpasse produktionen af strøm til efterspørgslen. Han forventer dog, at de negative priser i spotmarkedet vil opstå sjældent.