Dansk Fjernvarme

Mariagers fjernvarmebrugere har god varme

5. august 2009 | 2009

Mariagers fjernvarmebrugere har god varme

Godt 1000 tilsluttede forbrugere i Mariager by nyder godt af den billige varme, der strømmer ind i hjemmene fra fjernvarmeværket på Klostermarken. For det er billigt. Det skriver Randers Amtsavis.


Faktisk er varmen i Mariager så billig, at der ingen fidus er i, at energirenovere husene for at spare penge, og så forurener det heller ikke. Der udledes nemlig ingen ekstra CO2 fra varmeværket, der udelukkende fodres med biobrændsel.


Hos Mariagerfjord Kommune ser situationen dog lidt anderledes ud. Kommunen arbejder for tiden på at imødekomme regeringens krav om lavere CO2-udslip ved at indsamle data fra de forskellige varmeværker i området og kortlægge CO2-forbruget.

Indtil det er gjort, vil afdelingsleder Gerner Nielsen ikke udtale sig om, hvorvidt fjernvarmeværket i Mariager kan være et forgangsværk for andre varmeværker. Han mener dog, at der uanset varmens pris eller minimum af CO2-udslip skal spares på naturens ressourcer.

»Jeg vil opfordre borgerne til at energirenovere og reducere varmeforbruget. Uanset om det er et værk, der kører godt, og varmen er billig, så er der altid grundlag for at minimere forbruget af ressourcer,« lyder det fra Gerner Nielsen.