Licitationen: Energipolitisk amoral
I Dansk Byggeri er der forståelig undren i forhold til, at politikerne stiltiende ser til, mens fjernvarmeforbrugerne gennem tvangstilslutning er tvunget til at betale høje priser for fjernvarmelevering. Og det er uden, at de samme forbrugere har ret mange muligheder for at spare på deres varmeudgifter, fordi langt den største del af varmeprisen er uafhængig af forbruget. Sådan skriver Licationen i sin leder.
Licitationen kalder sig selv for byggeriets dagblad.
Det store problem er, at den danske varmeforsyning er meget kompleks. Olie, naturgas, forskellige former for brændeovne, elektricitet, fjernvarme osv. Mange af disse opvarmningsformer indebærer store grundinvesteringer i form af infrastruktur, og disse basisinvesteringer skal forrentes. Det gælder ikke mindst fjernvarmenettet, skriver Licitationen videre.
Det er et godt eksempel på, at i politik betragtes dobbeltmoral ofte som værende dobbelt så godt som moral, hedder det blandt andet.
Selvfølgelig er det uholdbart med en tarifpolitik for fjernvarmebrugerne, der i praksis betyder, at det ikke kan betale sig for flere hundrede tusinde forbrugere at foretage energirenoveringer af deres boliger. Det kan bedre betale sig at hælde varme ud gennem lavisolerede vægge og lofter end at foretage en gennemgribende renovering.
Ingen af disse energiformer er konkurrencedygtige i fri konkurrence mod de eksisterende energiformer fra kul, olie og naturgas, og det er en politisk prioritering, om danskerne skal betale for meget for deres strøm og varme. Samtidig har danske politikere fravalgt det eneste økonomisk og miljømæssigt fornuftige alternativ, kernekraften.
Dansk Byggeri har en god pointe i, at energiprispolitikken i denne tid koster arbejdspladser, men i sidste instans er det nok meget tvivlsomt, om politikerne er villige til at tage det nødvendige opgør med de stærke lobbyister i Dansk Fjernvarme, uanset om lobbyisternes argumenter ind imellem kan virke meget konstruerede til lejligheden.
Se korrespondancen Dansk Byggeri satte i gang efter en beskyldning mod embedsmænd om ikke at stå ved den såkaldte Tarif-rapport her.