De ”Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter” (GTS) har udpeget energisystemer som et af i alt 15 områder, hvor en forstærket teknologisk forskningsindsats vil kunne styrke danske virksomheder i de kommende år. Det skriver Erhvervsbladet.
Visionen omkring fremtidens energisystemer er, at Danmark udvikler sig til et ”Silicon Valley” for udvikling af energisystemer. Det skal blandt andet handle om teknologi til udnyttelse af vedvarende energi, intelligente ladesystemer til elbiler og brugen af eksempelvis el-patroner i fjernvarmesystemer.
Flere af de 15 fokusområder, som GTS har udpeget, kredser om emnerne klima og miljø, eksempelvis er ”fremtidens klimatilpasning” i bred forstand et fokusområde ligesom ”konkurrencedygtige miljøteknologier”. Andre emner er ”fødevarer og bioressourcer”, ”fremtidens produktionssystemer” og ”fremtidens sundhed og forebyggelse.
De ”Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter” omsætter videnydelser for 2,5 milliarder kroner om året, hovedsageligt til mindre og mellemstore danske virksomheder. Blandt serviceinstitutterne er Teknologisk Institut, Force Technology og AgroTech.