Dansk Fjernvarme

Energistyrelsen om Skive-ide: Som at gå over åen efter vand

4. november 2009 | 2009

Energistyrelsen om Skive-ide: Som at gå over åen efter vand

Skive Kommune vil være klimabevidst. Kommunen var en af landets tre første officielle klimakommuner og arbejder med enhver tænkelig form for teknolgi, der kan gøre en forskel - og gerne ses med det blotte øje. Men ikke alle kommunens tiltag har nogen grøn profil. Nogen nærmest tvært imod, beskriver Skive Folkeblad.

Når Skive Kommunes maskinmester og energimand begynder at regne transport af træpiller ind i et CO2-regnskab, er han ude i marginalerne. Men Skive Kommune forsvarer sit solvarmeanlæg på en daginstitution, der får varme fra Søby-Højslev Fjernvarme, der fyrer med træflis. Et kun få måneder gammelt anlæg.

Søby-Højslev Fjernvarme peger på, at der ikke er nogen CO2-besparelse ved at skifte trævarme ud med solvarme og at tiltaget er spild af penge, som maksimalt får den negative effekt at udhule fjernvarmesystemet.
Fjervarmeværket får støtte af Dansk Fjernvarme.

-Det, Skive Kommune er på vej til at gøre i den børnehave, er som at gå over åen efter vand. Michael Petersens indregning af transport af træ, som Søby -Højslev i øvrigt næsten ikke har nogen af, er ren teori for at retfærdiggøre, at Skive Kommune vil sætte solvarme op et sted, det absolut ikke har nogen effekt på klimaet. Hvis man vil bruge den slags marginaler, skal man også regne på, hvor meget energi, der bliver brugt på at producere solvarmeanlæg, siger Torben Sørensen. 

Dansk Fjernvarme råder Skive Kommune til først og fremmest at satse på de steder, solvarme kan erstatte varme fra naturgas og olie, også kaldet fossile brændsler. Der vil CO2-gevinsten være indiskutabel.

Og der ér ikke nogen væsentlig CO2-gevinst i at fortrænge trævarme med solvarme. Det bekræfter specialkonsulent Finn Bertelsen fra Energistyrelsen.

-Det kan koste noget CO2 at transportere træ, men det er marginalt -selv over lange afstande, oplyser han.

Finn Bertelsen bekræfter, at afbrænding af træ frigiver CO2 -modsat solvarme.
Men træet optager CO2, mens det vokser, og den optagne CO2 vil under alle omstændigheder bliver givet tilbage til atmosfæren -om ikke før, så når træet går i forrådnelse.
Det afgørende, når det gælder CO2-udslip er at begrænse energiforbrug -og erstatte såkaldte fossile brændsler -gas, olie og benzin -med sol, vind, træ og lignende.

Finn Bertelsen giver Dansk Fjernvarme ret, når man betegner erstatning af trævarme med solvarme som at gå over åen eftervand i CO2-mæssig henseende.

Dansk Fjernvarme skrev for blot få måneder siden ud til alle kommuner for netop at sætte fokus på den form for uhensigtsmæssige tiltag. Læs brevet her.